Det var bestemt ikke ufarligt, at deltage i modstandsarbejdet. Hvilket en hjælpeaktion i julen 1943 vidner om.
I Land og Folk nr. 36, 10. januar 1944, bringes en artikel om tre frihedskæmpere, som blev lokket i baghold:
“Juleaftensdag blev 3 Frihedskæmpereanmodet om at hjælpe nogle tyske Soldater, som nødigt vilde til Østfronten, til Sverige mod til Gengæld at faa deres Haandvåben.”
2. Juledag om aftenen fandt aktionen sted, men på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej skete der noget: ” Frihedskæmperne blev lokket i et baghold, og to af dem blev dræbt, mens den tredie blev haard saaret.”
En af de dræbte var Viktor Larsen, som, ifølge artiklen i Land og Folk siden 1941 havde udført et stort arbejde for Frihedsbevægelsen: “Hans Navn er knyttet til en lang Række af de dristigste Sabotagehandlinger, der er udført herhjemme. Han blev i Sommeren 1943 taget til Fange ved Jægerspris efter en Række mislykkedes Sabotageforsøg i Holbæk. “
Det fremgår også, at det kort efter den 29. August lykkedes at befri ham fra Vestre Fængsel, hvorefter han straks genoptog det illegale arbejde.