Fra det illegale blad Land og Folk

Det illegale blad Land og Folk, som blev udgivet af det forbudte Danmarks Kommunistiske Parti, skrev ofte om forskellige aktioner i kampen mod tyskerne, også om Holbæk blev der skrevet.

I Land og Folk nr. 29 fra Maj 1943 kan man læse, om den 18. april: “Haandgranater, Revolvere, Ammmunition, m.v. fjernet fra Holbæk Kaaserne”.

I samme nummer kan man også læse: “I Holbæk ansaa et par Reservetyskere (Sabotagevagter) det for deres Pligt at skyde mod danske Patrioter, hvilket medførte at en døde og 4 blev arresteret. Det kan ikke stærkt nok understreges, at det er beskidt Rakkertjeeneste for Hitler, disse Folk udfører, i Lighed med det forhadte Frikorps, og de bør, Ligesom Frikorpset, hvor de vis sig mødes af det danske Folks dybeste Foragt og Vrede. De er gået indi Krigen paa Hitlers Side – de har det danske Folk imod sig! Lad dem mærke, hvad det betyder.”

I Land og Folk nr. 32, August 1943 kan man læse: “I Holbæk er 2 Sabotagevagter saaret”.

I nr. 51 fra 9. september 1944 er der en kort notits, som blot konstaterer: “Den tyske Garnision i Holbæk bestaar overvejende af 14-16 Aars Drenge.”

Land og Folk nr. 57, 12. januar 1945 omtales under overskriften “Fra modstandskampens forreste Linjer” aktionen mod pejlestationen i Vipperød således: “Nytaarsnat gik Frihedskæmperne ogsaa til Angreb paa Tyskernes Radio-Pejlestation Nord for Holbæk, der blev fuldstændigt ødelagt”.