Natten til den 12. maj 1944 begav en gruppe modstandsfolk sig på en dristig mission: De skulle stjæle benzin fra Det Danske Petroleums Aktieselskabs (D.D.P.A.) tankanlæg ved havnen i Holbæk.
Med maskinpistoler tvang de forvalteren til at komme ud af sit hus og lukke op for benzinen, der herefter blev påfyldt to tankvogne, som holdt på DDPAs tankanlæg. Påfyldningen tog et par timer og undervejs blev modstandsfolkene overrasket af en vægter, som de hurtigt fik pacificeret og taget til fange. Mondstandsfolkene gav vægteren bind for øjnene, så han ikke kunne se.
Da tankbilerne var fyldt op med i alt 5.000 liter benzin, gik turen fra Holbæk mod København. Bilerne blev undervejs dækket af en personbil og med i personbilen var vægteren, som blev sat af i Roskilde med besked om, at han ikke måtte alarmere politiet. Modstandsfolkene gav ham penge til billetten, så han kunne komme hjem. Men på trods af den strenge ordre om ikke at sladre, så skyndte vægteren sig at alarmere politiet.
Til politiet havde vægteren oplyst, at personbilen var en DKW-bil med stof bundet over nummerpladsen og at den mand der havde fanget ham og senere slap ham fri var 22 år, ca. 185 cm høj, skægløs og iført mørk Alpe-huse, mørk sweater, mørke overall og brune sko.
Signalement af både modstandsmanden og bilen blev rundkastet til politiet.
Det lykkedes dog ikke ordensmagten at stoppe eller finde tankbilerne og den værdifulde last.
Kilde til artiklen: Information nr. 275, 14. – 15. maj, 1944.
Bonus:
Ifølge Kirsten Løffer Reichs hjemmeside om Gunnar Marboe og Strandgården, så var “Strandgårdsgruppen” ved Jægerspris med til at hente mere end 20.000 liter benzin fra DDPAs lagre på havnen i Holbæk i perioden maj 1944 – marts 1945. Benzinen blev efterfølgende fordelt på forskellige modstandsgruppen.