Modstandsmand skudt og kørt væk af ølmand

I bladet for “Hjemstavnsforeningen Horns Herred” juni 1955 fortæller Gunnar Marboe fra “Strandgårdgruppen” ved Jægerspris om en af de gange, hvor der var held med i spillet, for modstandsfolkene:

– Under en ekspedition til Holbæk blev “65” (rigtige navn Harry K.L. Larsen -red.) genkendt af en gestapomand. “65” satte i løb, smuttede ind gennem en port, det var imidlertid lige i en hvepserede, for tyskerne havde depot her, fortæller Gunnar Marboe.

Rundt om gårdspladsen var der plankeværk med pigtråd og “65” kravlede op på plankeværket, men da han skulle til at svinge sig over, greb en tysk soldat fat i hans ene ben og forsøgte at trække ham ned. Tyskeren affyrede skud og “65” blev ramt i skridtet. Kuglen gik ud ved den ene skulder og “65” faldt ned i nabogården, hvor der til alt held holdt en ølmand. “65” blev placeret i vognen og kørt bort inden tyskerne nåede frem.

“65” blev forbundet og kørt til Kalundborg Sygehus, men da der stødte en bughindebetændelse til, måtte han transporteres til Rigshospitalet i København.

Den uheldige modstandsmand kom sig over både skudsåret og bughindebetændelsen.